Malene Mortensen - Man binder os på mund og hånd Lyrics

Gribe efter blanke ting
Vil hvert et lille grådigt barn.
Binde andre med en ring
Gør man som helbefam.

Tænk hvor har man stået tit
Og delt et vindus paradis:
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis:

Man binder os på mund og hånd
Med vanens tusen stramme bånd,
Og det er besværligt
At flagre sig fri.

Vi leger skjul hos en som ved
At skærme os mod ensomhed,
Med søde kontrakter, vi luller os i.

Kunne vi forbyde de tre ord: Jeg lover dig,
Var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord vi svor med hånd og mund,
De gælder kun den korte stund,
Til glæden er borte, og alting forbi.

Kærlighed og ægteskab,
Hvad kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
Til kæben går af led.

Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst
Men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os på mund og hånd
Med vanens tusen fine bånd,
Men ingen kan ejes.

Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt,
De røde sansers vilde flugt
Fra pligternes tvungne, fortrampede sti.

Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hånd og mund,
De gælder kun den svimle stund,
Det netop er kysset fra dig jeg ka li.

Sel' når skib på skib går ned
Og land på land bliver slettet ud
Handler man af ærlighed
Og ber til hver sin gud.
Fredstraktat og venskabspagt
Det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
I angstens desperate mod.
Det gælder kærlighed og krig
At alle løfter kun er svig,
Og ingen kan stole på menn'skenes ord.
Hva' hjalp de håndslag som I gav
Den der står ved mandens grav?
Et menn'ske er nul mod den hellige jord.
Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den
Stormagt som vil hjælpe os og kalder sig vor ven.
Det gælder alle tiders krig,
At alle løfter kun er svig
Og ingen kan stole på staternes ord.

Møde hvad der venter os,
Og ingen ved hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
Hvad der så forestår.

Glad ved hver en venlighed,
Men uden tro at det blir ved.
Søge fred idet vi ved,
At vi har ingen krav på fred.

Man binder os på mund og hånd,
Men man kan ikke binde ånd,
Og ingen er fangne,
Når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her
Som styrkes i sit eget værd,
Når bare vi kæmper for det vi ka li.

Den som holder sjælen rank kan aldrig blie træl.
Ingen kan regere det som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund
I mørket før en morgenstund,
At drømmen om frihed bi ir aldrig forbi.