Jorda, sa du, mÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ fÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂølgje sin veg,
om grasvorden gror i kvart menneskjesteg.
Livet, sa du, ska'alder tÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥ slut,
eit frÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂø ska'bli att, og ein blom springe ut.
Dauden,sa du, er haustmannen vÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r,
men ingen ska' vite kor vegen hans gÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r.
Menneskja, sa du, kan alder bli fri,
nÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂ¥r dei bind seg til trÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂæl av ei jagande tid.
Om ÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂæva, sa du, spÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂÃÂør ikkje meg.
Der lyt kvar einaste velje sin veg.
Freden, sa du, saknar du han?
Du finn han i skogom i ingenmannsland.